Løst og fast, mest om portræt

Tænkte der lige skulle komme en lille opdatering – hvad sker der egentlig i biksen lige nu, er det portræt der fylder mest eller hvor er vi henne?

Der er fuld gang i bryllupperne. P.t. er der booket 19 ind i år, hvoraf de 6 er afviklet nu. Det er gået rigtig fint, som sædvanlig stort held med vejret, selvom det i weekenden var på et hængende hår med både lykønskninger og portrætter før himlen åbnede sig for fulde gardiner. Men det gik, selvom fotografen fik våde bukser og sko, kom det hele i kassen som det skulle 🙂

Fotografering af fodboldspillere kører også på fuld tryk for tiden. Var i Nakskov sidste uge, 4 dage og er i det hele taget godt beskæftiget med det for tiden.

Boligfotografering vokser stille og roligt. Det er jo en branche og genre som jeg først lige er begyndt at stifte bekendtskab med. Mine gode evner til at tale med forskellige folk kommer mig til gode, så jeg i samarbejde med sælger får de bedst mulige billeder ud af det. Jeg kan selvfølgelig godt mærke, at rutinen og erfaringen ikke er der enendu, så jeg skal stadig koncentrere mig helt vildt for at få den tekniske side af opgaven til at fungere. Det sværeste er faktisk at måle op og lave tegninger (tænk at en fotograf skal kunne det), men også her kommer erfaring og rutine en til gode.

Så er der de andre mere eksperimenterende og kreative projekter. Faktisk burde bryllupper være med her, men det jeg aktuelt roder med, er fotografering af opera og særligt mit seneste projekt, portrætter i Just Dance Studio. Det er meningen at vi skal skabe nogle anderledes portrætter af de unge dansere, helt fra de mindste og op til de ældste teenagere. Vi har aftalt, at vi vil prøve enten at putte det ind i den kontekst det stammer fra, eller gøre det modsatte og mest kontrastfyldte. I sidste uge gennemførte vi det første prøveshoot med en lille håndfuld dygtige dansere. Hip-hop/street/urban var temaet, og jeg havde fundet en rigtig flot tunnel til projektet, se billederne nedenfor. Redigeringen er all-inn, så der er tale om billeder med kant, skarpe farver og mange detaljer. Normalt vil jeg jo lade omgivelserne træde i baggrunden til et portræt, men lige præcist denne stil kræver – efter min mening – at omgivelserne er med til at fortælle historien. Lokationen er også valgt til netop at understøtte historien om hip-hop, disco, breakdance og i det hele taget de genrer som er opstået i USA i bymiljøerne. Men faktisk synes jeg også godt man kunne lege med tanken om en klassik danser, hvad enten vi taler ballet eller standarddans, i samme omgivelser. Den kontrast vil være sjov at lege med synes jeg.

Lidt omkring studiet skal også med. Jeg bruger det for lidt, ganske enkelt, så derfor er hele redigerings- og kontordelen igen rykket hjem fordi det er her jeg oftest kører ud fra. HAr så mange opgaver ude af huset, så jeg sjældent er der, så det bliver måske til noget udlejning på timebasis fremover, så andre kan få glæde af lokalerne når jeg nu ikke når at bruge dem nok.

Ikke mere ævl nu – tjek de dygtige piger ud i stedet for, og deres anderledes portræt, og god sommer til alle.

Peter

Leave a Comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

©Peter Lundø Fotografi 2017